Hvad skal man med disruptions i ens egen investeringsproces, når ens opskrift har virket i 23 år? Kapitalfonden EQT strutter af selvtillid, og Partner Morten Hummelmose er klar til at tale om fordelene ved at investere i private equity og –debt på Finansforeningens Finanskonference.
Af Christian Jessen
Kapitalfondene er på toppen. Og ingen er det mere end EQT. Det afspejler sig, når man interviewer EQT-partneren Morten Hummelmose forud for hans indlæg på Finansforeningens Finanskonference den 12. oktober.
Der kommer ingen unødvendigt ambitiøse, salgsrettede udmeldinger fra Hummelmose, men heller ikke nogen trang til polemik, synlig vilje til at italesætte kapitalfondenes rolle i samfundet, eller til spontant blande sig i aktuelle politiske slagsmål. Det er lige ud af landevejen: Sådan driver man gode kapitalfonde for investorerne, ikke noget hokus-pokus, det har vi gjort i 23 år, og sådan fortsætter det!
Er kapitalfondene kortsigtede aktionærer, som er tvunget til at sælge indenfor en kortere årrække? Ejertiden er ikke uendelig, men rigelig lang til, at man kan udvikle og transformere en virksomhed, mener han.
Kan den samme succesfulde governance model ikke anvendes i andre sammenhænge også, er den unik for kapitalfondene? Nej, det er den ikke, den kan også praktiseres af andre, erklærer han. Underforstået: Det er bare ikke tit, det sker.
Traditionsbunden
Det er noget forfriskende, definitivt ’old school’ over at interviewe Morten Hummelmose. Uanset hvilken vinkel man spørger fra, så argumenterer han ubetinget for fordelene ved den traditionelle private equity model, som den er blevet udfoldet siden EQTs stiftelse i 1994 i Stockholm.
”Vores grundmodel i EQT er den samme som da vi blev stiftet, men vi prøver altid at gøre den bedre. Industriel kompetence er nøglen til at skabe værdi. Alle private equity fonde ved det og forstår det, men det lykkedes ikke lige godt for alle,” siger Morten Hummelmose.
Det har enhver kapitalfond med respekt for sig selv fremhævet i hvert fald de seneste femten år, ingen vil hænges op på, at de alene behersker at designe og forhandle gode finansieringspakker. Men ifølge Morten Hummelmose er det fortsat dagsordenen, mere end nogensinde.
”Kernen i vores governance model er den rigtige anvendelse af de bedste ledere i hver sin industri. Hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne i vores selskaber er industrialister. Der vil typisk være 4-5 af dem inklusive formanden, og blot 1 til 2 personer fra EQT-teamet,” siger Morten Hummelmose.
Ifølge ham er det i selve EQTs dna, at man er skabt ud af Wallenberg og Investor-sfæren af globale svenske industriselskaber som Electrolux, Astra Zeneca og ABB. Investor ejer fortsat en del af management selskabet i EQT, og er minoritetsinvestor i fondene.
Lange ejerperioder
Kapitalfondene selv har ligeledes fremhævet, at det er set mange gange, at et børsnoteret selskaber har haft godt af at blive opkøbt og afnoteret, hvorefter ejere og ledere i en årrække har kunnet udvikle og transformere virksomheden uden at være underlagt aktiemarkedernes kvartalstyranni. Det gælder fortsat, understreger Morten Hummelmose.
”Når man har en femårig finansieringsplan, bestyrelse og ledelse er enige om, så kan man bedre håndtere udsving. Det går aldrig præcist, som man har planlagt,” siger han.
”Køberne af vores virksomheder er topkvalificerede. Vi skal skabe operationelle forbedringer og vækst i både toplinje, marginer og bundlinje, og samtidig foretage fornuftige investeringer, så de vil betale en højere multipel end vi selv har gjort. Det er kvalitetsstemplet,” tilføjer han.
Men kapitalfondene bliver af andre set som midlertidige ejere, der er under pres for at skabe resultater hurtigt for at kunne realisere en gevinst i modsætning til de fonds- og familieejede virksomheder, der har en uendelig horisont.
”Ejertiden er ikke uendelig i private equity, det er klart. Men vi havde for eksempel mulighed for ikke at sælge porteføljeselskaber i 2009 og 2010, da vilkårene for salg var dårlige,” fremhæver Morten Hummelmose.
Management fees
Store institutionelle investorer i blandt andet Danmark og USA har meldt ud, at kapitalfondene er blevet for dyre for investorerne, så nu vil man presse priserne ned.
Siden har det vist sig, at de allermest succesfulde fonde med en overefterspørgsel blandt investorerne har valgt ikke at give efter, og i stedet sendt giganter som for eksempel California Public Employees’ Retirement System (CalPERS) udenfor døren. CalPERS selv er i sommeren 2017 blevet angrebet for ikke at være tilstrækkeligt åbne om vilkårerne for sine mange investeringer i private equity.
De oftest sete vilkår i branchen er angiveligt fortsat en struktur, hvor investor betaler 1,5% årligt i management fee, og desuden 20% af merafkastet ud over en fastlagt ”hurdle rate” på for eksempel 8 pct. Men der er selvsagt meget mere i sagen end det. EQT går dog ikke ind i diskussionen. I hvert fald ikke før den 12. oktober i Finansforeningen.
”Vi er netop begyndt at rejse midler til en ny fond, så der er legale begrænsninger på, hvad vi kan sige nu,” konstaterer Morten Hummelmose.
EQT er blevet en kapitalfond med en global tilstedeværelse – også i USA, Kina og Singapore – og afkast, som konsistent hører hjemme i den bedste fjerdedel blandt sammenlignelige fonde (i for eksempel analyseselskabet Preqins databaser). Der er 480 ansatte i organisationen, hvoraf 290 arbejder direkte med investeringer. Frem til 2012 var fondene hjemmehørende på kanaløen Guernsey. Siden da er de blevet i Storbritannien, Holland eller Luxembourg.
EQT var i en årrække ledende aktionær i rengørings- og servicekoncernen ISS. I dag er der færre ansatte at vise frem. EQT ejer i Danmark virksomhederne Fertin Pharma, Flying Tiger Copenhagen, GlobalConnect, HusCompagniet, Nordic Aviation Capital, Sitecore, TIA Technology og TOP-TOY.
Morten Hummelmose taler på Finansforeningens Finanskonference den 12. oktober om fordelene ved private equity og private debt set fra EQTs synsvinkel.
Morten Hummelmose
Partner, EQT
Christian Jessen
Partner, Investment Management Distribution
Du kan læse mere om Finansforeningens Finanskonference 2017 her, og tilmelde dig her.