Michael Albrechtslund tiltrådte i april 2017 som ny direktør for Finansforeningen. Han afløste Keld Lundberg Holm, der har valgt at stoppe efter næsten 8 år på posten.

Michael Albrechtslund er 53 år og har bl.a. tidligere været direktør i Sparinvest. Michael fortæller, at han først og fremmest glæder sig til at videreudvikle og styrke Finansforeningens rolle i en finansiel sektor i hastig forandring. Udviklingen medfører yderligere krav til faglighed og uddannelse og udvider netværket omkring branchen, siger han og fortsætter: ”I den forbindelse er det afgørende, at foreningens grundlæggende værdier og etiske standarder også forankres i de nye produkter og forretningsmodeller. Det ser jeg nærmest som en samfundsopgave for foreningen at sikre”, slutter Michael Albrechtslund, som de sidste 4 år bl.a. har arbejdet indgående med FinTech ved siden af en række formands- og bestyrelsesposter i den danske finansverden.

”Vi er glade for at få en ny stærk profil om bord. Michael har en lang karriere i investeringsbranchen bag sig, og vi glæder os til at drage nytte af hans kompetencer og netværk til at fortsætte foreningens positive udvikling”, udtaler foreningens formand, Lars Bo Bertram.

Finansforeningen blev etableret i 1974 og har ca. 1400 medlemmer. Foreningen arbejder not-for-profit med kompetenceudvikling, networking og en høj etisk standard blandt danske investment professionals. Finansforeningen arbejder helt integreret med CFA Society Denmark, som er den danske forening under den globale finansanalytikerforening CFA Institute, der står bag den krævende uddannelse som CFA Charterholder. Finansforeningen udgiver det anerkendte finanstidsskrift Finans/Invest.