Ejendomsinvesteringer rummer fortsat et stort potentiale for attraktive afkast og porteføljespredning – også i perioder med stigende renter og inflation. Aktivklassen har historisk vist sig robust over for inflationspres, men stigende renter kan udfordre værdiansættelserne og ændre de finansielle forudsætninger.
Samtidig er bæredygtighed og ESG-faktorer blevet helt afgørende for ejendomsinvesteringers fremtidige performance og relevans. Spørgsmål om energiforbrug, CO₂-aftryk, sociale hensyn og governance-standarder påvirker i stigende grad alt fra bygningernes værdi til investorernes adgang til kapital og lånevilkår.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at investorer foretager grundig due diligence, tester forskellige investeringsscenarier og aktivt arbejder med grøn omstilling og bæredygtige strategier i deres ejendomsportefølje.
Ved netværksmødet ser vi nærmere på temaet med særlig vægt på værdiansættelse, fremtidsudsigter, finansieringsforhold og – ikke mindst – hvordan ESG og bæredygtighed konkret påvirker beslutninger, afkast og risikostyring i ejendomssektoren.
Mød Peter Winther, Executive Director, Partner, MRICS, Colliers, Mikkel Høegh, boligøkonom, Jyske Bank og Andreas Nelander Petersen, Portfolio Manager hos DKE Group og Anders Ejsing, senior portfolio manager hos PKA.