Forfattere: Andreas Hansen og Jonatan W. Nielsen
Kapitalstrukturen i danske virksomheder er ofte genstand for diskussion, men udgangspunktet er typisk de børsnoterede virksomheder. Denne artikel bidrager til diskussionen ved at analysere kapitalstrukturen i unoterede virksomheder. Dette gøres blandt andet ved at undersøge sammenhængen mellem kapitalstruktur og udvalgte virksomhedskarakteristika på tværs af brancher i danske unoterede små og mellemstore virksomheder. De udvalgte karakteristika omfatter størrelse, alder, andelen af materielle anlægsaktiver, likviditet, profitabilitet, vækst og indtjeningsvolatilitet. Artiklens to væsentligste konklusioner er at: 1) der findes signifikante forskelle i gearingen på tværs af brancher, 2) de udvalgte karakteristika er signifikante i forklaringen af virksomhedernes kapitalstruktur, og har en højere forklaringsgrad end branchetilhørsforhold – dog ikke i en grad der eliminerer relevansen af branchetilhørsforhold i forklaringen af kapitalstruktur.
Udgivelse: 2024 – nr. 6
Antal sider: 8