Titel: Finansbanken og Alex Brask Thomsens forhold til de danske finansmyndigheder
Forfattere: Henrik Nørgaard og Peter Sørensen
Udgivelse: 2011-nr. 4
Antal sider: 7
I 1958 ønskede erhvervs- og finansmanden Alex Brask Thomsen (1919-2005) at etablere en ny bank, Finansbanken, på ruinen af den lille Københavns Kreditbank, der var gået konkurs i 1957 under ejendomsspekulanten Poul Glindemanns ejerskab. Brask Thomsens ansøgning til finansmyndighederne om godkendelse af den nye bank blev begyndelsen på et længere sagsforløb, hvor de danske myndigheder havde vanskeligt ved at finde enighed om, hvordan man skulle forholde sig til den form for finansiel aktivitet, som Alex Brask Thomsen eller Brask som han ofte blev kaldt stod for.
Denne artikel behandler forholdet mellem Brask og de danske myndigheder i tre sammenhænge. Først i forbindelse med etableringen af Finansbanken i 1958, og dernæst i forbindelse med en række kapitaludvidelser i banken i årene 1958-1967. Den tredje sammenhæng er salget af banken i 1981 til Jyske Bank.