Forfatter: Ken L. Bechmann
Der har i nogen tid været ret ophedede diskussioner om, hvorvidt prioritetslån udfordrer den klassiske danske realkreditmodel. Møller og Olesen (2026) fokuserer på et overset spørgsmål i disse diskussioner, nemlig om realkredittens nuværende system med enhedspriser og kun begrænset differentiering af bidragssatser fortsat er hensigtsmæssigt. Mere risikobaserede og differentierede bidrag kan gøre realkreditlån mere konkurrencedygtige over for prioritetslån. Denne leder kommenterer på bidragssatser og udfordrer argumentet om, at den nuværende prismodel giver gennemskuelighed og reelle enhedspriser. Bidragssatserne varierer allerede betydeligt mellem låntyper og belåningsgrader, og boligejerne møder en række øvrige omkostninger. Frem for at beskytte den eksisterende prismodel bør debatten derfor i højere grad handle om, hvordan realkreditten selv kan udvikles.
Udgivelse: 2026 – nr. 4
Antal sider: 3