Titel: Lempelse af finanstilsynets praksis for udstedelse af erhvervsobligationer
Forfattere: Mikkel Fritsch og Christina Balling Schmidt
Udgivelse: 2013 – nr. 3
Antal sider: 4
Den 4. juli 2012 offentliggjorde Finanstilsynet en ny vejledende udtalelse vedrørende fortolkningen af §§ 7, stk. 1, 7, stk. 3, 3. pkt. og 334 i lov om finansiel virksomhed[i] (FIL) i forbindelse med modtagelse af andre tilbagebetalingspligtige midler (den Nye Vejledning). Den Nye Vejledning afløser Finanstilsynets vejledende udtalelse med samme titel af 30. oktober 2007 (den Gamle Vejledning). Ændringerne, der følger af den Nye Vejledning, er foranlediget af et ønske fra Finanstilsynet om at bringe dansk praksis i overensstemmelse med praksis i de øvrige EU-lande og derigennem at styrke virksomheders adgang til at finansiere deres drift gennem udstedelse af erhvervsobligationer.
Den Nye Vejledning indebærer en væsentlig lempelse af Finanstilsynets hidtidige praksis for, hvornår udstedelsen af erhvervsobligationer medfører krav om pengeinstituttilladelse i henhold til FIL. Det er vores vurdering, at praksisændringen bidrager til en øget fleksibilitet i forhold til virksomheders muligheder for at skaffe kapital gennem alternativer til bankfinansiering i et fastfrosset udlånsmiljø.