Forfatter: Anders Grosen
Større valgmuligheder er allerede en realitet hos mange pensionsforvaltere. Et eksempel herpå er LD, som har givet medlemmerne mulighed for selv at forvalte op til 80% af deres opsparing.
Denne adgang til større selvforvaltning er en international tendens, der også er politisk vilje til at forfølge i Danmark. Konkret er det vist ved nedsættelse af Bremer-udvalget, der er blevet bedt om at belyse mulighederne for at skabe større frihed for den enkelte til at placere og forvalte sin pensionsopsparing. Udvalget skal have færdiggjort sit arbejde med udgangen af 2002 med henblik på fremsættelse af lovgivning i foråret 2003.
Mens udvalget arbejder kan vi andre forberede os på de øgede valgmuligheder. Til hjælp i disse overvejelser klassificeres pensionsproduk- terne i det følgende med udgangspunkt i en række valgkriterier eller produktegenskaber, som den enkelte pensionsopsparer skal afveje i sit valg af opsparingsordning og -sted.
Der afsluttes med at anbefale, at den aktuelle selskabskrise i pensionsbranchen afklares økonomisk såvel som juridisk, før yderligere liberaliseringer af pensionsmarkedet iværksættes. I modsat fald er der en risiko for, at politikerne i liberaliseringens hellige navn tilskynder pensionsopsparere til at flytte deres opsparing over i selskaber, der har solvensproblemer. Det kaldes i England “pension mis-selling”.
Udgivelse: 2002 – nr. 8
Antal sider: 3