Denne artikel fokuserer på betarelationen udviklet af Modigliani og Miller (1963)), som er den mest anvendte metode i praksis til at justere for forskelle i den finansielle gearing). M&Ms betarelation hviler på antagelser om, at gældens faktiske størrelse er kendt og konstant i al fremtid samt at de fremtidige cash flows er konstante i al fremtid. Disse antagelser forekommer at være en dårlig beskrivelse af den økonomiske virkelighed for langt de fleste virksomheder. Artiklen viser, at holder disse antagelser ikke, introduceres der fejl i værdiansættelsen. Denne artikel introducerer derfor en alternativ betarelation, der hviler på en (mere realistisk) antagelse om, at virksomheder løbende tilpasser kapitalstrukturen i forhold til en målsat (target) kapitalstruktur). Såfremt denne antagelse er en god beskrivelse af den økonomiske virkelighed, bør den alternative betarelation foretrækkes på bekostning af M&Ms betarelation. Ved at benytte M&Ms betarelation overvurderes den estimerede værdi i forhold til anvendelse af den alternative betarelation. Valget af betarelation har derfor økonomiske konsekvenser. Den resterende del af denne artikel uddyber ovenstående betragtninger.