Ved flere lejligheder har Finansforeningen afholdt arrangementer med fokus på ”negative renter” og effekterne heraf. Sidste efterår var det institutionelle investorer, der var i fokus. Denne gang retter vi søgelyset mod private investorer.
Der har været betydelig bevågenhed i medierne omkring det stigende omfang af negative renter, som pålægges bankindlån fra private. Spørgsmålet er, om negative renter rent faktisk har påvirket investeringsomfanget og valg af investerings- og pensionsprodukter tilsvarende – herunder risikovilligheden. Og i forlængelse heraf om risikovilligheden – hvis den er steget – er blevet højere end godt er.
Med potentielt stigende risikovillighed kommer der også uundgåeligt større op- og nedture. Hvordan håndter private investorer dette indtil videre? Vil store kursudsving kunne få samfundsøkonomiske konsekvenser? Er investorerne og regulatorerne mere opmærksomme end tidligere? De seneste måneders bulletiner fra USA, hvor mere eller mindre tilfældige enkeltaktier drives voldsomt op i kurs af privatinvestorer – med deraf følgende ekstreme kursudsving – gør blot denne snak endnu mere aktuel.
Så selvom det er svært kvantificerbart, håber vi, at seminaret samtidig kan kaste lys på en af bivirkningerne ved ekstremt lempelig pengepolitik: potentielt overdreven risikotagning.
Hør Anders Ahle, Senior Investeringsspecialist hos PFA og Jacob Hvidberg Falkencrone, Chief Analyst hos Danske Bank.